Ambassadører

Ambassadører på Sports College Gladsaxe:

Med start 2018 har vi på SCG besluttet at oprette et Ambassadørkatalog hvor tidligere elever fortæller om hvad SCG har betydet for dem.

Idéen med dette ambassadørkatalog er at give nye, som gamle elever et indblik i hvilke forskellige typer af mennesker der har været igennem SCG over den spæde start i sæsonen 2006/2007.

Baggrunden for “udvælgelsen” er helt simpelt at ambassadørerne er sympatiske mennesker, med en skøn passion og tilgang til livet. Enkelte af de "udvalgte" har så OGSÅ fået kæmpe succes inden for deres respektive sport.

Det vigtige er dog, at give et indblik i hvad SCG forhåbentligt har givet forskellige mennesker med i rygsækken.

  • Navn: Thomas Ishøy Ibsen
  • Fødselsdato: 26/09-1994
  • Sportsgren: Fodbold
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2010 – 2013
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Det var en fed mulighed for at få 2 ekstra ugentlige træningspas, som hang sammen med skolen. Samtidig vidste jeg, at træningen var meget individuel og specifik, så man bestemmer nærmest selv, hvad man vil træne og blive bedre til. Da jeg startede var det Jacob Bøtker og Trix som var trænere. De er både ekstremt dygtige og samtidig rare og sjove.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: Jeg fik arbejdet med helt specifikke detaljer jeg skulle forbedre, fx afslutninger, hovedstød eller diagonal-afleveringer. Detaljer som man normalt ikke kan træne med et helt hold. Jeg lærte at tage ansvar for min egen udvikling. Jeg opdagede, at selvtræning / individuel træning virkelig rykker. Jeg fik lidt følelsen af at være professionel når jeg trænede om morgenen.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Det er svært at vælge én bestemt oplevelse som den bedste. Jeg vil sige, at hele pakken som SCG tilbyder er den bedste oplevelse. Det var fantastisk 2 gange om ugen, at starte dagen med at lave det man elsker, og det gav et energi-boost til resten af dagen. Det var fantastisk at blive bedre og selv bestemme hvad man specifikt ville træne. Samtidig var de trænere som var til rådighed både fagligt dygtige, og samtidig var der masser af plads til konkurrencer og sjov ☺
  • Hvad laver du nu? Jeg stoppede til fodbold sommeren 2017, for at koncentrere mig om min uddannelse og prioritere andre ting. Til sommer bliver jeg færdiguddannet som fysioterapeut ☺

  • Navn: Oliver Skov Jerkovic
  • Fødselsdato: 7/4 - 2001
  • Sportsgren: Roning - Basislinjen
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2014 – 2017
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg startede på Bagsværd Kostskole og Gymnasiums daværende talentprogram, som kunne løbe fra 7. klasse til 3.G på skolen. Men jeg blev desværre nødt til at stoppe på SCG efter jeg havde afsluttet min 9. klasse, fordi jeg ikke valgte at blive ved med at gå på Bagsværd Kostskole. Basislinjen kunne være med til at give mig en super god alternativ træning til roningen, så jeg kunne styrke og stabilisere de muskler, som jeg ikke nødvendigvis bruger i min daglige træning.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: En masse udfordringer rent fysisk er nok det der fylder mest i bagagen. Men ud over den fysiske træning, så har jeg efter mine 3 år på basislinjen dyrket sport med en masse andre personer, som ikke nødvendigvis dyrker den samme sportsgren som mig selv. Så jeg har fået en anden forståelse af andre sportsgrene og lært at samarbejde på tværs af de forskellige sport.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? De fedeste oplevelser fra min tid på SCG har hovedsageligt været den ugentlige træning. Men ud over den ugentlige træning, har jeg hvert år set frem til at kunne deltage i juleafslutningen, hvor der blev spillet ultimate. Det har altid været skide sjovt at samle alle linjerne på SCG, men også det at vise, hvad hver linje især får ud af sin træning. Set bort fra træningen, så har jeg også været glad for at møde min træner, Crux. Han har lært mig enormt meget om, hvordan kroppen fungerer som helhed og en masse nye måder at udfordre min egen krop. Crux har gjort et rigtig stort indtryk på mig, og jeg følger stadig en masse af hans råd.
  • Hvad laver du nu? Jeg ror på det danske U19 landshold, og skal igennem sæson 2018 kæmpe for at få lov til at sidde med på holdet, der skal af sted til Junior VM og EM i år. Set bort fra træningen, så studerer jeg til dagligt på NEXT-Eux i København, som er en kombineret erhvervsuddannelse samtidig med at jeg får en studentereksamen. Så om 4½ år er jeg forhåbentlig uddannet tømrer med en studenterhue på.

  • Navn: Casper Stub
  • Fødselsdato: 18/11 1994
  • Sportsgren: Fodbold
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2010 – 2014
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg valgte SCG fordi jeg havde hørt rosende ord fra de ældre studerende. Så var det naturligt, selvom jeg ikke spillede fodbold på særlig højt niveau, så var det fedt at starte tirsdag og torsdag morgen ud med at træne fodbold.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: Jeg har fået så meget med i rygsækken fra Sports College. Super kompetente træner, der hele tiden har øjnene på den lille detalje der kan rykke dig. Om du spiller U19 liga eller U17 mesterrække, har ikke den store betydning i trænernes tilgang til dig. Jeg fandt ud af hvor jeg skulle forbedre mig, via evaluerings ark og samtaler med trænerne. De ting kunne jeg tage med til min egen træning og hele tiden føle jeg rykkede mig den rigtige vej. Selvom det er hårdt at stå op og være klar på banen kl 8:00, så var der noget over tirsdag og torsdag morgen, der gjorder man ikke ville misse dem.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Jeg har flere rigtig gode oplevelser på Sports College. En af de oplevelser der står helt klar for mig, er dog en torsdag morgen. Vi har varmet op, og så skal vi fordele os ud ift. hvad vi gerne vil lave. Jeg tilbyder at stå på kassen for hvem end der gerne vil træne afslutninger. De næste 30 min står Lukas Lerager (spiller i dag i Bordeaux, har 2 landskampe på CVét) over for mig. At jeg nok ikke har en redningsprocent på særlig meget den torsdag morgen, er sådan set underordnet. Jeg står der som serie 3 målmand i Bagsværd Boldklub, det var en af de fedeste dage på college. At blive udfordret på et niveau man ikke bliver særlig tit, er noget helt specielt for mig. Derudover kan man nævne ”Indendørs stævnerne” i de sidste 30 min til hver træning i vinterhalvåret. Tonny Trix´s fantastiske overligger konkurrence. Fede introturer og meget andet.
  • Hvad laver du nu? Jeg læser til dagligt en Bachelor i Idræt og Sundhed på Syddansk universitet. Derudover er jeg specifiktræner i B1903, hvor jeg arbejder med deres u13-u15 talenthold. Så håber jeg på en dag at kunne vende tilbage til Sports College som træner.

  • Navn: Lukas Lerager
  • Fødselsdato: 12/07-1993
  • Sportsgren: Fodbold
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2010 – 2012
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg valgte Sports College Gladsaxe, da de havde et samarbejde med Akademisk Boldklub. Vores trænere fra klubben var ansat hos dem, og havde to gange morgentræning tirsdag og torsdag, som var et super supplement til min daglig træning. Jeg kunne udvikle en hel del på mit spil, men også gå mere i detaljer med hvad jeg gerne ville forbedre. Der var selvfølgelig nogle øvelser trænerne havde sat op, men derefter var der ‘fri leg’ til at bestemme hvilket område man gerne udvikle.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: I den periode jeg valgte at morgentræne på SCG, der tog jeg virkelig nogle store step i min udvikling. Primært på teknikken, lysten til at blive bedre og evnen til koncentrerer mig om mig selv. At være egoistisk, som man normalt ikke er i en holdsport.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Min bedste oplevelse fra SCG er der ikke en bestemt ting. Men den tilfredsstillelse og glæde man fik efter og de skridt man kunne se man tog, det ville jeg ikke have været for uden. Det er de ekstra timer, som gør man udvikler sig endnu mere og tager de rigtige skridt.
  • Hvad laver du nu? Lige nu der bor jeg i Bordeaux, hvor jeg spiller for FC Girondins de Bordeaux. Jeg kom hertil i sommers fra Belgiske Zulte-Waregem

  • Navn: Stine Stampe Madsen
  • Fødselsdato: 13/01-1993
  • Sportsgren: Håndbold
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2010 – 2013
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg valgte SCG, fordi jeg elsker spille håndbold. Jeg har spillet håndbold, siden jeg var helt lille, og hvis jeg kunne få to ekstra træningspas ind på en uge, ville jeg ikke sige nej. Jeg tænkte, at jeg ville starte med et år, og hermed finde ud af, om det var noget for mig. Allerede efter den første måned vidste jeg, at her skulle jeg være alle mine tre år, jeg havde på gymnasiet i Bagsværd.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: Venskab og udvikling. Det var altid fedt at komme op i Gladsaxe Hallen tirsdag og torsdag morgen, hvor jeg så mine håndboldvenner. Vi havde et samlet mål om at blive bedre og med målrettethed, kom min udviklingen fra gang til gang. Den dag i dag ser jeg stadig nogle af personerne fra SCG, hvor vi sommetider snakker om oplevelserne, vi havde sammen til SCG.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Puha, der har været mange. Introturene, skoleturneringerne, den årliglige SCG-afslutning med alle de andre SCG-elever, at have en daværende landsholdsspiller som træner. Jeg kan ikke vælge én; men jeg ser tilbage på tre skønne år, som alle har været de bedste.
  • Hvad laver du nu? I dag læser jeg til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor jeg er ved at skrive mit speciale indenfor kemi. Jeg regner med at blive færdig sommeren 2018. Samtidig med mit studie spiller jeg stadig håndbold på højt plan (2. division damer i AB), samt er jeg træner for 20 friske drenge på 12 år i samme klub.

  • Navn: Anique Uddin
  • Fødselsdato: 19/09-1997
  • Sportsgren: Cricket
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2013 – 2016
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg valgte SCG for at udvikle mine sportslige færdigheder og for at løfte mit niveau til det næste niveau. Med 2 træninger mere om ugen end alle andre på mine alder havde jeg en fordel for at blive bedre end mine konkurrenter. Desuden har mine ambitioner, siden jeg kom på landsholdet, været så store at jeg altid har følt jeg kan gøre mere end jeg gør.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: Udover at mine cricketfærdigheder er blevet bedre, har jeg med 2 morgentræninger lært at; Disponere min tid -Disciplin til at stå op til tiden - Mentalt stærkere ved at træne de ekstra par gange. I sport er selvtillid til egne evner vigtigt, og det får man ved at træne. Det faktum, at jeg har trænet mere end andre på mine alder har givet mig en selvtillid i mit spil der gør at jeg bedre kan håndtere pres når det gælder.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Når man elsker en sport så meget som jeg gør, er der ikke én specifik god oplevelse. Det bedste ved SCG har klart været, at jeg har brugt så meget tid med min træner, Mikkel Hartman Grøn.
  • Hvad laver du nu? Jeg stoppede på SCG efter gymnasiet. Herefter tog jeg et sabbatår, hvor jeg spillede en sæson for en australsk klub i Melbourne. I sommers startede jeg på Computer Science uddannelsen, jeg er nu på andet semester og prøver variere det med cricket. Cricket er stadig min første prioritet. Sidste sæson spillede jeg nogle kampe for en engelsk klub og kampe for AB. Den næste sæson vil jeg spille kampe for min nye klub, KB og kampe for en engelsk klub igen. Mit næste eventyr er med det Danske Landshold hvor vi skal spille WCL DIV4 i Malaysia i april/maj.

  • Navn: Annaline Faye Søeberg
  • Fødselsdato: 13/08-1998
  • Sportsgren: Taekwondo (Basislinjen)
  • Hvornår var du tilknyttet SCG?: 2014 – 2016
  • Hvorfor valgte du i sin tid SCG?: Jeg håbede på at SCG ville hjælpe mig med min udvikling og ville få mig til at yde mere til dagligdagens træninger, og det gjorde de.
  • Hvad har du fået med fra SCG?: På basislinjen trænede jeg min styrke og udholdenhed, hvilket hjalp mig med, at blive bedre til min sport. Træningen var varierende og var med til at holde min motivation oppe.
  • Hvad er din bedste oplevelse på SCG? Hver dag på SCG var en oplevelse! Nye udfordringer, nye holdkammerater – det hele spillede sammen. De gode træningsdage var med til at udvikle mig i min sport.
  • Hvad laver du nu? I dag er jeg stadig på landsholdet i taekwondo og kan kalde mig dobbelt europamester 2017! – den første danske senior dame med det resultat. Forhåbentlig skal jeg starte på studie til sommer, men det vil ikke forhindre mig i at tage til VM i Taiwan til efteråret, hvilket er mit næste mål.